Bækkensmerter hos gravide
Ved lænde – og bækkensmerter under en graviditet er det nærliggende at tænke på bækkenløsning, men det er heldigvis kun sjældent, at det er årsagen til smerterne. Når maven begynder at vokse, ændrer kroppens tyngdepunkt sig, og belastningen på rygsøjlen og korsbenet øges. De hormonelle forandringer under graviditeten forårsager en større løshed i leddene og dermed også i bækkenet. For at der er tale om bækkenløsning skal denne løshed være meget udtalt, og smerterne skal være lokaliseret både bagtil over lænden og foran ved skambenet. Lænde- eller bækkensmerter under en graviditet skyldes ofte en fastlåsning af bækkenleddene, og det opleves som smertejag i enten den ene eller begge sider af lænden. Smerterne kan stråle ned mod ballerne eller om mod lysken, og de bliver ofte forværret ved at sidde ned eller rejse sig op fra en stol. At stå bøjet ind over et bord eller vende sig i sengen kan også forværre smerterne. I de fleste tilfælde kan smerterne afhjælpes ved at få løsnet de fastlåste led og afspænde de overspændte muskler. Ofte klares dette på ganske få kiropraktiske behandlinger.
Mange gravide oplever en stor lettelse i kroppen efter kiropraktisk behandling. Graviditeten er en belastning for kroppen og ligesom ved enhver anden belastning kroppen udsættes for, er der risiko for at led og muskler kommer ud af balance.